|
Glen Moray ligger tæt på Elgin i det nordlige Speyside tæt på River Lossie, faktisk ligger destilleriet højdemæssigt under flodens vandlinie og er derfor jævnligt udsat for oversvømmelser. Destilleriet er en del af den trio (sammen med Ardbeg og Glenmorangie) som i 2005 blev solgt af deres ejere (familierne Macdonald og Muir) til den franske gigant LVMH Moët Hennessy - Louis Vuitton, som udover mode og champagne (som navnet antyder) også ejer en række vin- og spiritusmærker.
Oprindeligt var destilleriet et bryggeri som blev konverteret til destilleri i 1897. I dag er Glen Moray måske mest kendt for sin brug af efterlagring (finishing), hvor whiskyen efter at have ligget på amerikansk eg overføres til tidligere vinfade (især Chardonnay og Chenin Blanc) i en kortere periode op til aftapning - en metode som destilleriet har opdyrket sammen med søsterdestilleriet Glenmorangie, som også er kendt for sine mange finishes. I Danmark måske bedst kendt som "husmalten" i en velkendt supermarkedskæde, men den bruges også i blends og aftappes ligeså af mange af de uafhængige aftappere.
|